16/11-2008

Trinny & Susannahs overlevelsesguide


Trinny & Susannahs overlevelsesguide

Trinny & Susannahs overlevelsesguide til moderne kvinder, der vil have arbejde, hjem, børn, socialt liv og tid til sig selv til at gå op i en højere enhed - og se godt ud samtidig. Bogen samler deres bedste tips om tøj, make-up, husholdning, børn, familie, arbejde og ferie. Bogen rummer desuden en omfattende guide til de bedste internetbutikker.

Denne bog er et fund, og vil i langt højere grad end andre fagbøger give dig ikke bare timers, men dages beskæftigelse. Der er guides til snart sagt alt i et kvindeliv - uanset om det foregår hjemme, på arbejde, på ferie, i fantasien.

Faktisk er denne bog ikke een bog, men mange bøger i en. Det er utroligt, at de to stilikoner har kunnet fylde en bog med så mange relevante informationer. Blot for at give en idé, så har Trinny og Susannahs skrevet om : plastik kirurgi, litteraturklubber, retreats, weekend destinationer, førstehjælp, beskæftigelse til børn, gaveforslag du selv kan lave - udover det forventede som selvfølgelig er tøj, sko, accessories, kropsformer og make-up.

Alle links er tilrettet til det danske marked - og internetguiden er på næsten 20 sider med gode, spændende og up-to-date links. Der er en graverende fejl i bogen, som jeg tror er en oversættelsefejl. Men den kan have ret store økonomiske konsekvenser.

Bogen rummer (også)en rigtig god guide til Ebay. Og der er ingen tvivl om, at engelske Trinny og Susannah i deres engelske udgave har skrevet www.ebay.co.uk. Det står der IKKE i den danske.  I den danske udgave står der ebay.com. Bestiller du f.eks. tøj eller sko på den amerikanske ebay.com, kommer der 25% moms, muligt told og fortoldningsgebyr på dit nye tøj. Og det kan dermed blive meget dyrere end, du havde planlagt.

Går du derimod ind på ebay.co.uk, kan du bestille af hjertens lyst, fordi Enland også er medlem af EU - og der kommer hverken yderligere moms eller told på.

Det er en mindre, men relevant, fejl i en bog, der er et skatkammer at gå på opdagelse i.


Trinny & Susannahs overlevelsesguide - Trinny Woodall  & Susannah Constantine - Borgen  - 299 kr.


Tilbage




© 2000 - 2017 Vi Kvinder by Nurd | CVR.DK-21522333 | Præstetoften 2, Øster Egesborg 4735 Mern | Kontakt: info@vi-kvinder.dk
Gå til mobil version