06/05-2011

Fra idé til bestseller - Sådan får du succes med din fagbog


Fra idé til bestseller  - Sådan får du succes med din fagbog
Vil du gerne udgive en bog, men ved ikke rigtigt hvordan, er denne bog den første, du skal købe. Ikke alene punkterer Rikke Moos myten om, at det er brødløst at udgive en bog. For selvom forfatterhonoraret er lavt, kan en bogudgivelse åbne døren til bedre og helt nye karrieremuligheder.

Denne bog er skrevet med passion og en flair, der gør, at man føler sig godt guidet i alle bogbranchens store og små detaljer.

Ikke alene coacher Rikke Moos dig i, hvordan du får en får en idé og udvikler den. Du bliver også guidet godt igennem om skrivefærdighederne rækker, skriveprocessen, organisering af bogen, digitale udgivelser, bibliotekspenge og forlagskontakt for blot at nævne nogle af de hjørner, bogen kommer godt og grundigt ind i.

Rikke Moos gennemgår royalty-satser, så det er til at forstå for meningmand. Men en forlagskontrakt handler ikke kun om royalty-satser. Den handler f.eks. også om salg af bogen via egen hjemmeside, bogens domæne på cover, hvornår en muligt bogklubsudgave kommer i forhold til den almindelige udgave (bogklub-roaylties er lavere),bestsellerklausul (højere royalties efter en bestemt antal solgte bøger) evt. overtagelse af genudgivelses-rettigheder, osv.

Jeg kender f.eks. en bestseller-forfatter, du udkom på et af landets største forlag. Hendes bog var efterspurgt og totalt udsolgt. Alligevel ville forlaget ikke genoptrykke hendes bog. Da hun ikke havde en passus i sin forlagskontrakt om at overtage udgivelsesrettighederne, hvis forlaget ikke ville genoptrykke, kunne hun ikke udgive bogen selv eller få et andet forlag til at genudgive bogen.

Det kan være endog meget svært at gennemskue alle konsekvenser af en forlagskontrakt - og et forlag tænker først og fremmest på forlaget. Derfor kan det (også økonomisk) være en særdeles god idé at få en jurist med speciale i forlagskontrakter eller en bogagent som Lars Ringhof til at gennemgå en forlagskontrakt. De få tusinde kroner en sådan gennemgang koster, kan være godt givet ud.

Kapitlet om markedsføring er fremragende og kan med fordel også læses af forfattere, der ikke er tilfredse med deres forlags markedsføring. Rikke Moos lægger op til en lang større indsats fra forfatterens side - og når man ved, at markedsføring selv fra store forlag kan begrænse sig til en pressemeddelelse eller bannerannoncer, er det god grund til at læse nærlæse dette kapitel.

Bogen er let at læse og giver samtidig et realistisk overblik over, alt det arbejde der går forud for at udgive en bog. Vejledninger og tjeklister er enkle, overskuelige og rammer plet i forhold til, hvad man skal vide, når man udgiver en fagbog. Denne bog er et must for enhver forfatterspires boghylde.

Fra idé til bestseller - Rikke Moos - Frydenlund - 229 kr.

Tilbage




© 2000 - 2018 Vi Kvinder by Nurd | CVR.DK-21522333 | Marienbergvej 132, 1 sal, 4760 Vordingborg | Kontakt: info@vi-kvinder.dk
Gå til mobil version