03/10-2011

Kartofler på bordet


Kartofler på bordet
Sovs og kartofler er noget af det mest danske, vi kan forestille os. Det er svært at forestille sig varm mad uden kartofler - og så er kartoflen ikke engang dansk. I Kille Ennas fremragende kartoffel-kogebog får du alt at vide om både sorter, dyrkning og masser af gode opskrifter.

Bogen indeholder 80 opskrifter med kartofler og gennemgår samtidig egenskaberne hos en lang række forskellige kartoffelsorter, så man som læser ikke bare får en fornemmelse af, at en kartoffel er mange ting, men bliver meget klogere på, hvilket sort der egner sig bedst, når der skal koges, bages og steges.

Fra Supper & Stews afsnittet kan fx nævnes: Kartoffel-ærtesuppe, Grøntsagscurry, Krydret linsesuppe med kyllingeboller og Aromatisk lammestew med mandler. Og fra afsnittet om Bagt & Bagværk: Fishpie, Glaseret kartoffel-æbletærte med orange, Kartoffel-tomatgratin ´Louisiana Style´, Kartoffelpizza med bagt pebercreme, Ovnbagt citronkylling, Syrlig vinterlasagne og Ovnbagte kartofler med jordnødde-baconvinaigrette & blommer.

Hele bogen emmer af Ennas lidenskab og eventyrlyst til at udforske, hvilke kartofler der passer til hvad. Alene dét gør bogen værd at læse. Men selvom man ikke selv kan eller vil dyrke kartofler, er der god viden og fine opskrifter at hente i bogen.

Fotos i bogen er stemningsfulde og jordnære - og passer til kartoflerne og jorden de kommer fra.

Kartofler på bordet - Kille Enna - Politiken - 250 kr.

Tilbage




© 2000 - 2018 Vi Kvinder by Nurd | CVR.DK-21522333 | Marienbergvej 132, 1 sal, 4760 Vordingborg | Kontakt: info@vi-kvinder.dk
Gå til mobil version